Surf & SUP Danmark får bestyrelsespost i det europæiske surf forbund

Surf & SUP Danmarks sekretariatschef, Michael Lindberg, blev mandag valgt ind i bestyrelsen i European Surfing Federation (ESF) på forbundets årsmøde i Paris. Danmark er dermed stærkt repræsenteret i de internationale surf forbund; ESF og ISA (Jakob Færch, formand i Surf & SUP Danmark, blev for nylig valgt til bestyrelsen i ISA).

Surf & SUP Danmark får med den nye bestyrelsespost i ESF gode muligheder for, at påvirke udviklingen af surf og SUP sporten i Europa og opnå en tættere relation til stærke surf og SUP nationer som fx Spanien, Frankrig, Portugal og Italien.

Vi har gennem mange år ønsket at ESF ville opnå en stærkere position i Europa, således at vi i fællesskab med de andre nationer, kan skubbe yderligere til udviklingen af sporten på Europæisk plan. Jeg er sikker på, at vi kan bidrage med en række strategiske og organisatoriske kompetencer, som vil styrke udviklingen af ESF og det er samtidig spændende og lærerigt, at høre hvordan andre lande i Europa griber udviklingen an, siger Michael Lindberg, sekretariatschef i Surf & SUP Danmark.

Et stærkere europæisk forbund har også stor betydning for Danmark. Michael fortsætter:

At deltage i det europæiske arbejde med udviklingen af sporten kan for eksempelvis være med til at udvikle bedre surfdommere i Danmark, skabe bedre forhold og mere professionelle events for vores atleter samt styrke Surf og SUP Danmarks position i Danmarks Idrætsforbund. Samtidig tror jeg på at vi på tværs af lande kan lære rigtig meget af hinanden ved at dele viden erfaringer og derfor glæder jeg mig også rigtig meget til at komme helt ind i maskinrummet i ESF.

ESF Årsmøde blev afviklet hos den olympiske komite i Paris hvor man er igang med at gøre klar til OL2024.

Flere kandidater stillede op til vigtige poster i ESFs bestyrelse
På ESFs årsmøde var 13 lande ud af 23 medlemsnationer repræsenteret.

Der var to kandidater som stillede op til præsidentposten. Det var henholdsvis Jean Luc Arassus fra Frankrig (fungerende præsident) og Angel Lobo Rodrigo fra Spanien. Angel Rodrigo valgte dog i forbindelse med valget at trække sig som kandidat, da han mente at Jean Luc ville være den rette person, særligt efter at Jean Luc for blot 10 dage siden blev valgt som Vicepræsident i ISA.

På generalsekretær posten var der også to kandidater, henholdsvis Lourenco Chaves de Almeida fra Spanien og Riccardo Baita fra Italien. Her fik Lourenco 6 stemmer mod 1 stemme til Riccardo. Men da der samtidig var 6 lande som stemte nej til begge kandidater kunne Lourenco ikke opnå flertal og dermed forblev positionen ledig.

På vicepræsidentposten var Huw John eneste kandidat og blev dermed genvalgt.

Europæisk OL-udtalelsesevent, udvikling af longboarding, udvekslingsprogram for surfdommer og bedre planlægning
Efter årsmødet mødtes den nye bestyrelse samt repræsentanter fra flere af de deltagende lande og talte fremtidige udviklingsprojekter og målsætninger igennem.

Der er blandt andet et ønske om at skabe bedre dommere i Europa gennem et udvekslingsprogram som skal give den enkelte dommer mere erfaring. Denne del vil have stor betydning for Danmark, da de danske dommere ofte ikke dømmer mere end 3-4 konkurrencer om året, hvor de i henholdsvis Spanien og Portugal afvikler op i mod 150 konkurrence om året.

Det var også et stort ønske om at fokusere endnu mere på longboarding i 2023 som matcher godt ind i nogle af de udviklingsmuligheder vi ser for surfsporten i Danmark.

I OL-regi var der bred enighed om at det måtte være ambitionen, at gøre et Europæisk surf event til udtagelsesevent frem mod LA2028. I øjeblikket har de syd-, mellem- og nordamerikanske lande blandt andet én chance mere end europæerne da Pan American Games også fungere som udtagelsesevent til OL.

Sidst men ikke mindst så var der fra dansk side af, dog heldigvis bakket op af alle, et særligt ønske om at planlægge events og aktiviteter op til 3 år ud i fremtiden. Det vil både lette planlægningen og økonomien hos forbund og atleter samt give værtslande en mulighed for at planlægge bedre events.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar