Surf & SUP Danmark fastholder indflydelse i det olympiske surf forbund

Surf & SUP Danmarks formand, Jakob Færch, blev sent torsdag aften valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem i International Surfing Association (ISA). Danmark fastholder dermed sin plads i ISAs bestyrelse efter at den 6-dobbelte verdensmester, Casper Steinfath, i går trådte af som vicepræsident.

Casper Steinfath har siden 2014 repræsenteret Danmark som vicepræsident i ISAs bestyrelse og var ved ISAs årsmøde torsdag d. 10. november på valg. Forud for årsmødet havde Casper dog meddelt, at han ikke ønskede at genopstille.

Det har været rigtig spændende at få lov til at være en del af det politiske maskinrum gennem en tid, hvor jeg også selv har opnået store personlige resultater i SUP sporten. Jeg har kunne tale atleternes sag og ikke mindst italesætte de udfordringer og muligheder som jeg har oplevet indenfor sporten. Men nu var det tid til at give stafetten videre og jeg er glad for at det lykkedes os, at få Jakob i bestyrelsen således vi i Danmark fortsat kan få indflydelse på sportens udvikling, siger Casper Steinfath, 6-dobbelt verdensmester.

Kampvalg om vicepræsident posterne
Jakob Færch stillede både op til posten som vicepræsident og ordinært bestyrelsesmedlem. Hele fire personer stillede op til de to ledige vicepræsidentposter. Det var Barbara Kendall (fungerende vicepræsident), Jean-Luc Arassu (fungerende ISA bestyrelsesmedlem), Candice Appleby (SUP atlet) og Jakob Færch.  Ved afstemning blev Barbara Kendall genvalgt og Jean-Luc Arassu, som også er præsident for det europæiske surf forbund (ESF), fik den anden vicepræsident post.

På den ordinære bestyrelsespost var der valg mellem Jakob Færch og Candice Appleby og her gik posten altså til Jakob.

Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet i ISA. Shortboard surfing fik for nylig sin entre på OL-programmet og IOC skal i 2023 træffe beslutning om hvorvidt SUP Technical Race også skal på OL-programmet. Vi går med andre ord en enormt spændende tid i møde samtidig med, at vi oplever en hel del strukturelle og organisatoriske udfordringer, som vi i Danmark gerne vil være med til at påvirke i en positiv retning. Samtidig vil jeg rette en stor tak til Casper Steinfath, som både med sine sportslige resultater og position som vicepræsident gennem 8 år, har været enormt vigtig for ikke kun Danmarks interesser, men også SUP sportens generelle udvikling i ISA, siger Jakob Færch, formand i Surf & SUP Danmark.

ISAs årsmøde (AGM) blev afholdt online, hvor 31 nationer deltog.

Surf & SUP Danmark stillede forslag om etablering af en ny SUP kommission
Netop de strukturelle og organisatoriske udfordringer omkring SUP sporten i ISA, har gennem de seneste år fyldt meget hos Surf & SUP Danmark og de danske SUP atleter. Det vedrører blandt andet afviklingen af verdensmesterskaberne, som ofte har været udfordret af meget sene annonceringerne og svære logistiske forhold for atleterne, hvilket har haft en tydelige påvirkning på antallet af deltagende nationer ved VM.

Det er utrolig vigtigt at forholdende for atleterne forbedres og at konkurrencetætheden øges, da det blandt andet også har stor betydning for de støttemuligheder atleterne og vi som forbund kan opnå igennem fx Team Danmark. Det samme gør sig gældende hos flere af de andre nationer som vi har talt med. Derfor har vi også overfor ISA gennem flere år adresseret de udfordringer vi oplever internationalt og post-corona situationen synes vi det var tid til at nedsætte en ny SUP kommission i ISA, fortæller Michael Lindberg, sekretariatschef i Surf & SUP Danmark.

På ISAs årsmøde præsenterede Surf & SUP Danmark derfor også netop et forslag om, at etablere en ny SUP kommission hvis formål bør være, at finde løsninger på mange af de udfordringer der ses i SUP sporten. Fernando Aguerre (ISAs præsident) bakkede op om forslaget og fandt det også som en nødvendighed i forlængelse af, at SUP sporten måske vil gøre sin entre på OL-programmet i LA2028.

Den 21. november stiller Michael Lindberg, sekretariatschef i Surf & SUP Danmark, op til bestyrelsen i det europæiske surf forbund (ESF) og det er således forhåbningen også at kunne få indflydelse på udviklingen af SUP i regi af ESF.

Foto i artiklen: John Carter

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar