Isbjørnen fra Cold Hawaii bed skeer med de helt store

Officiel pressemeddelelse

16-årige Christian Andersen fra Klitmøller er den yngste padler til VM i SUP. Lørdag blev han nummer 22 i det stærkeste VM-felt nogensinde.

Der var markant flere padlere bagved Christian Andersen end foran, da den 16-årige Klitmøller-fyr – også kaldet Polarbear – kom i mål efter 20 hårde kilometer i Københavns Havn under VM i SUP. Han sneg sig ind i top 20 – en imponerende placering i det 70 mand store felt.

– Det var vildt at være med til VM for første gang. Jeg kunne høre folk heppe på mig hele vejen rundt. Jeg er rimelig godt tilfreds, siger Christian Andersen.

Isbjørnen fra Klitmøller bed skeer med de helt store til Copencold Hawaii, der har givet ham tilnavnet. Hele vejen op langs opløbet foran Hr. Møllers fine hus overfor Amalienborg var en stor æresrunde. Samtlige 500 tilskuere stod op, råbte og hujede den lille isbjørn mod målet.

Men som en vaskeægte sportsmand var han ikke helt tilfreds:

– Jeg fik en dårlig start, så jeg måtte kæmpe mig op gennem feltet. Men jeg fik overhalet en del, så jeg er rimelig tilfreds. Der var rigtig mange bølger og rodet vand i modvinden op mod Den Lille Havfrue, og inde i kanalerne var vandet helt fladt og stille, fortæller han om sin eftermiddag i Københavns Havn, hvor han blandt padlede den 13 år ældre Mads Ring fra Vorupør godt og grundigt agterud.

Christian Andersen går i skole og bor i Klitmøller, men er allerede begyndt at rejse verden tynd for at konkurrere i sin sport. Og når man er verdens bedste 16-årige, må man gerne have store drømme.

– Jeg kunne godt tænke mig at vinde VM en dag. Der er også nogle, der taler om OL.  Det vil da også være fedt at komme med til. Men lige nu glæder jeg til at komme tilbage til Vorupør i morgen og komme i gang med de tekniske discipliner, siger han.

Søndag bliver også en stor dag for Klitmøller, når Casper Steinfath skal forsøge at vinde en medalje på 200 meter sprint. Første indledende løb er kl. ni, og finalen ventes at skydes af ved 11-tiden. Det kan følges live på isaworlds.com og på TV2 News.

Søndag vender hele karavanen næsen mod Vorupør, hvor de tekniske discipliner skal afvikles. Her skal Christian Andersen være med i SUP Technical Race og SUP Surfing, som foregår i bølger.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar