Recap: DM SUP Flatwater 2015
Fotos: Jill Christina Photography
Et brag af et SUP event blev skudt af i København i weekenden d. 13.-14. juni, hvor mere end 40 SUP atleter kæmpede om DM-titler i både Men, Women, Masters og Junior kategorierne. Derudover afviklede arrangørerne også et ”Ohana Race” i de Københavnske havnekanaler, hvor enhver der havde lyst til at prøver kræfter med sporten havde mulighede for at stille op. Det betød også et inferno af SUP udøvere på vandet søndag morgen i Københavns havn – et fantastisk syn!
DM begyndte dog allerede om lørdagen, hvor der var lagt op til en gyser af et technical race på Amager Strand. I de enkelte heats var der op i mod 20 startende atleter og med en beachstart var der derfor fuld smæk på actionen fra start. I løbet af dagen kom der mere og mere vind til området og det betød også udfordrende forhold, hvor flere af atleterne undervejs måtte en tur i suppen.
Blandt herrerne vandt Casper Steinfath overlegent technical race delen efterfulgt af den erfarne Mads Ring, de to svenske landsholdspadlere Andreas Svensson og Patrick Boyum samt marokkaneren Amine Bouizgaren.
Blandt kvinderne gik sejren til den dygtige Nicoline Rasmussen som dog meget tæt blev fulgt af de svenske landsholdspadlere, Maya Persson og Anna Hermansson. De to efterfølgende danskere var Mette Jensen og Stine Molin.
For masterne blev det Jens Wohlert som løb med sejren efterfulgt af Jakob Færch og Karsten Krongaard, og blandt juniorerne var det den danske komet Christian Andersen, som padlede sig til en 1. plads.
Søndag gik det løs med et udfordrende og nervepirrende langdistance race i de Københavnske havnekanaler. Ruten lå syd for langebro og bevægede sig fra startområdet ved Islands Brygge, ind igennem de forskellige kanaler, hvor bøjevendinger var lagt ud, og hele vejen ned til sluseområdet for dernæst at vende retur mod Islands Brygge.
Da starten gik med mere end 60 SUP udøvere på vandet var der totalt carnage. Flere måtte en tur i vandet og der blev lagt godt med power i atleternes padler for at nå først rundt om den første bøje. Det var de to svenskere, Andreas og Patrick, som nåede først omkring bøjen, men umiddelbart efter bøjevendingen lagde de sig i spidsen i en gruppe bestående af Casper Steinfath, Mads Ring, Amine Bouizgaren og dem selv. Gruppen førte an og blev forfulgt af en anden tilsvarende gruppe med Karsten Krongaard, Jens Wohlert, Michael Lindberg, Lars Nielsen og Peter Havn.
Efter de første par kilometer havde løbet fundet sig selv, og atleterne var godt spredt ud i et langt tog af padlere. Forrest var det svært for atleterne at samarbejde og der blev kæmpet en individuel kamp for at hægte sig på Casper Steinfath, som efter ca. 5-6 km. var på vej væk fra sine forfølgere. Også i gruppen bag dem udviklede der sig dramatik, hvor Jens Wohlert og Karsten Krongaard løbende havde skiftes til at føre an. Efter godt 4 km. tabte gruppen Lars Nielsen og efter godt 6 km. stak Michael Lindberg fra gruppen for dernæst at padle de resterende 4 km. til mål alene. Peter Havn lykkedes også at komme afsted fra gruppen, men kunne aldrig helt nå op og få kontakt til Lindberg.
Blandt kvinderne tordnede Maya Persson frem og hun lå hurtigt i en top 10 blandt hele feltet. Hun fik nemlig hægtet sig på gruppen med Carsten Sørensen og Simon Brucz som lå og kæmpede for at blive i top 10. Maya blev efterfulgt af Nicoline Rasmussen og Anna Hermansson som også lå godt i feltet blandt de resterende udøvere. Og endnu længere nede kom Stine Molin efterfulgt af Maja Bertelsen.
For masterne udspillede der sig også en magtdemonstration, da Carsten Sørensen fik overhalet Jens Wohlert og dermed trods á point mellem de to herre, fik tildelt den samlede DM sejr (red. bedste placering i long distance race var afgørende for slutplaceringen hvis atleterne er á point).
For juniorerne var der ingen tvivl – det unge super talent, Christian Andersen, lå i spidsen fra start til slut og løb dermed også afsted med den samlede DM Sejr.
Med et fuldstændig fantastisk langdistance race endte det med en DM sejr til Nicoline Rasmussen efterfulgt af Stine Molin på 2. pladsen og Mette Knakkegaard Jensen på 3. paldsen blandt kvinderne.
For herrerne gik den suveræne DM sejr til Casper Steinfath hvorefter Mads Ring fik tildelt 2. pladsen og Michael Lindberg løb med 3. pladsen.
Se flere billeder nedenfor og find resultaterne via nedenstående links:
En STOR TAK skal lyde til alle de sponsorer, organisationer og frivillige som gjorde DM muligt:
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!