FANTASTISKE PRÆSTATIONER OG METAL UNDER ET UDFORDRENDE VM!
Pressemeddelelse: Efter et hårdt VM kan de 6 danske atleter rejse hjem fra Kina med 4 VM-medaljer, en række fantastiske præstationer samt en masse erfaring i bagagen.
VM i Kina blev på mange måder et udfordrende mesterskab både praktisk og sportsligt. Efter mange uges planlægning med nye og tilbagevendende logistiske problemer ankom holdet endelig til Hainan. En stor tak til Nicoline Rasmussen som af praktiske årsager var rejst i forvejen med boardsene og muliggjorde at atleterne kunne konkurrere med egne boards. Her tog hun en for holdet… Tak, Nicoline!
Efter den indledende åbningsceremoni blev mesterskabet skudt i gang med SUP-surf konkurrencen. Her var både Christian Andersen og VM-debutanten Caroline Küntzel i ilden, og efter en flot indsats kunne de glæde sig over en placering som henholdsvis nr. 19 og 13.
Derefter var det tid til Technical Race, hvor alle danske atleter strøg i finalerne efter at have klaret sig vej gennem de indledende runder. I den nye Junior-kategori blev det til en 6. plads til Christian Andersen som efter en dårlig start satsede hele butikken og kæmpede bragt for at komme tilbage i racet. Christian var forståeligt skuffet, men smilet skulle vise sig at vende tilbage til den talentfulde isbjørn senere under VM. Caroline Küntzel indtog junior-konkurrencen med stor motivation, men også usikkerhed omkring, hvad hun skulle forvente af racet. Hun imponerede alt og alle, og med en flot 3. plads sikrede Caroline sig en bronze-medalje og Danmark sin første – men ikke sidste – medalje under dette VM.
Så var det tid til at prone-atleterne skulle vise sig frem. VM-debutanten og militærmanden Anders Elbæk kastede sig ud i sit Technical Race og blev nr. 8 i et skarpt felt, hvor også han havde udfordringerne med starten, og dermed skulle kæmpe for at komme tilbage i racet. Derefter skulle sidste års bronze-vinder Katrine Zinck ud og forsvare sin medalje. Dette gjorde hun på flotteste vis og efter en tæt kamp om 3-4. pladsen trak Katrine sig sejrrigt ud af den duel og kunne for andet år i træk lade sig hylde, som den 3. bedste i verden i Technical Race-disciplinen.
Nu gjaldt det mændenes og kvindernes Technical Race. Casper Steinfath havde en bronze-medalje at forsvare fra sidste år, men desværre kom Casper dårligt fra start og måtte kæmpe for at komme tilbage til førergruppen. Han satsede alt og fik for alvor fart på under sidste omgang, hvilket resulterede i en 6. plads til den danske viking. En skuffet viking, som dog stadig kunne være tilfreds med en stærk indsats efter den dårlige start. I racet var også Christian Andersen, som avancerede 13. pladser i disciplinen i forhold til sidste års VM i Danmark, hvor han blev nr. 25. Christian sluttede på en flot 12. plads og var en træ, men meget tilfreds mand, da han igen fik fast land under fødderne. Rigtig flot resultat af Christian. Hos kvinderne var både Nicoline Rasmussen og Caroline Küntzel med i det tekniske race, og her sluttede de som nummer helholdsvis 14 og 17. Det var Nicolines 5 VM i træk, og dette resultat var en flot forbedring fra sidste års 22. plads. Overordnet en rigtig flot præstation af begge kvinder, som også var meget tilfredse efter konkurrencen.
Så var det tid til at sprinte! Den regerende mester Casper Steinfath havde en finaleplads, som målsætning, mens Nicoline Rasmussen havde en semifinaleplads i kikkerten. Både Casper og Nicoline klarede sig videre til semifinalen. Desværre for Casper havnede han i et heat, som var en finale værd, og tilmed hvor marginalerne ikke var med ham. Efter en utrolig tæt sprint, som krævede videoanalyse, blev konklusionen desværre at Casper var 10 centimeter fra en finaleplads. Øv!
Nicoline fik sin semifinaleplads og sluttede i sprinten som nr. 6. Rigtig flot resultat af Nicoline, som også var yderst tilfreds efter sprinten.
På den andensidste dag skulle Christian og Nicoline give sig i kast med langdistancen – 18 km i bagende hede. Efter 3 foregående discipliner og kraftig varme kunne man godt frygte at isbjørnen var ved at smelte, men det viste sig for alvor at være Polar-time! Med en fremragende 8. plads bragede Christian ind i top 10, og strøg 15 pladser frem i forhold til sidste års VM. Super flot af det unge talent, som med dette VM endnu engang har bevist at udviklingen bare fortsætter. Nicoline var også i ilden og sikrede sig en flot 17. plads, som også var stærk forbedring fra sidste års 26. plads. Derefter var til tid til prone langdistance, hvor Katrine Zink sikrede Danmarks 3. medalje ved at blive nr. 4 i racet og dermed fik kobber. Anders Elbæk kæmpede sig i land på 9. plads i mændenes langdistance.
Dermed var der kun holdstafetten tilbage, hvor Casper, Nicoline, Katrine og Anders dannede det kraftfulde hold. Efter et drama lig sidste års konkurrence i Vorupør kæmpede det danske hold sig ind på en meget flot 4. plads og sikrede Danmark en flot kobber – Få centimeter fra bronzen.
Samlet set bliver Danmark nr. 8 i holdkonkurrencen på tværs af alle discipliner og har med dette VM igen bevist det store potentiale, der ligger i holdet med forbedrede resultater i flere af disciplinerne. Tilmed har holdet vist utroligt fællesskab og opbakning hele vejen igennem, og har på fineste vis repræsenteret Danmark under mesterskabet – både sportsligt og værdimæssigt. Ydermere skal der lyde en stor tak for Ole Svarre og Nicklas Kold Nagel for at dække slagets gang i Kina og sende fantastiske billeder, videoer og reportager hjem til os alle!
Slutterligt skal der sendes en stor tak til vores sponsorer: 3 Danmark, Klitmøller Rig Wear og Galleri Christoffer Egelund. 3 Danmark har været med til at støtte atleterne økonomisk, og tilmed været en logisk samarbejde grundet deres brand/image samt deres service, 3likehome, som sikrer billig telefoni og data på tværs af landegrænser. Vi har været rigtig glade for samarbejdet og håber de i fremtiden ønsker at engagerer sig endnu mere i landsholdet. Tak til Klitmøller Rig Wear og Galleri Christoffer Egelund for at tiltræde som ny tøjsponsor under dette VM samt hele 2019. Jeres flotte tøj og fantastiske opbakning har kunne ses og mærkes hele vejen til Kina, og vi glæder os til at fortætte SUP-rejsen med jer i 2019.
Tak for et godt VM!
Supplerende læsning:
VM i Kina: http://isasurf.org/sup/2018/en/
3 Mobil: http://3.dk
Klitmøller Rig Wear:http://krw1989.dk
Galleri Christoffer Egelund: https://christofferegelund.dk
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!